Joe

Sort i sort med sort på … beskriver vel umiddelbart meget godt begivenhederne i denne her film. Og det er så ikke sort humor jeg snakker om her, snarere det dimentralt modsatte…

nicolas_cage_joe

Joe (Nicholas Cage) som er leder af en gruppe, hovedsageligt afroamerikanske, folk som arbejder, et eller andet sted i midt-vesten (hill-billy land) med at slå ‘ubrugelige’ træer ihjel, således at der kan plantes fyrretræer, som der kan tjenes penge på, på området i stedet for. En dag dukker den 15-årige Gary (Tye Shridan) op, og han får et job som ‘trædræber’ hos Joe. En form for venskab opstår mellem Joe og Gary, for selv om Joe ikke ligefrem er nogen mønsterborger, er han dog et langt bedre menneske end Gary’s alkoholiserede og totalt afstumpede far, Wade (Gary Poulter).

Som antydet i indledningen, er det her ikke nogen feel-good film, men noget der vel bedst kan betegnes som værende socialrealisme, dog ikke af den humoristiske slags, som den vi kender fra f.eks. Mike Leighs film, men som socialrelisme ‘the american way’; voldeligt, barskt, beskidt og uden nogen som helst  formildende omstændigheder. Miljøet som handlingen foregår i, er virkelig trøstesløst og faldefærdigt, men stemmer vel egentlig ret præcist overens med virkeligheden her i 10’ernes midtvesten … et område som ligger på dødens rand, hvis det da ikke allerede er dødt.

Musikken bliver brugt, som i stort set alle film, til at forstærke handlingen i filmen. Til tider synes jeg faktisk at den bliver misbrugt en smule. Generelt er musikken meget høj, på grænsen til at overdøve dialogen til tider. Det virker overvejende godt, til, på en sær måde, at forstærke følesen af den mismod som gennemsyrer filmen. Men til tider kommer det til at mudre billedet lidt for undertegnede. Som om at musik og billeder fortæller to forskellige historier. Det er muligt at instruktøren (David Gordon Green), har haft en mening med dette, som så bare er undgået min opmærksomhed!

Billedsiden er der ikke eksperimenteret så meget med. Det er lige på, også når nogen af ubehagelighederne foregår. Så udover lidt filtre til at understrege forfaldet, er der ingen fancy kameravinkler eller andet pjat. Og det passer passer vel egentlig meget godt til filmens tema. Tempoet i filmen er meget gelinde, i begyndelsen nærmest søvndyssende, og  der er så også kun meget få hurtige klip.

“Joe” er så absolut Nicholas Cage’s bedste film i lang tid. Er han på vej tilbage på sporet? Jeg håber det, for jeg kan egentlig godt lide ham som skuespiller! Den unge Tye Sheridan spiller også eminent, som han også gjorde det i “Mud”. Det skal indrømmes at jeg ikke rigtigt kender resten af castet, men de spiller allesammen, det gælder også hundene, temmelig godt.

Man forlader sgu ikke ligefrem biografen i opløftet sindstilstand. Men filmen har absolut masser af kvalitet alligevel. Helt op og ringe kom jeg dog ikke, så fire stjerner ud af seks mulige bliver det til.

subscribesubscribesubscribesubscribenon-checknon-check

Før filmen fortalte filmanmelder på Information, Christian Mongaard, om hvorledes han griber sine filanmeldelser an. Dybest set ikke den store forskel til hvordan jeg normalt griber det an, men da han jo er en af de store danske anmeldere, på mere end en måde, har jeg skævet til hans tjekliste i ovenstående anmeldelse.

Dette indlæg blev udgivet i At the Movies, Dansk og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s