Fasandræberne

(The Absent One)

Meget bedre end “Kvinden i buret”! Det er som om at både Nicolai Lie Kaas (Carl Mørck) og Fares Fares (Assad) er kommet op i hastighed, om jeg så må sige, og nu fungerer langt bedre som det umage makkerpar i Afdeling Q. Mørcks bidende sorte humor, er blevet en anelse skarpere, uden at den bliver brugt så meget at det bliver pjattet. Assad er stadig karakteren der forsøger at holde Mørck nede på jorden, men selvfølgelig bliver han alligevel hevet med ind i Mørcks små irregulære forehavender fra tid til anden. Deres nye assistent, i rækken af hårdt prøvede af slagsen, Rose (spillet af den ukendte Johanne Louise Smith) fungerer også glimrende i rollen som den søde sekretær, der dog ikke er uden bid.

Der er spænding stort set fra enden til anden. De mange flashbacks gør at man til tider skal holde tungen lige i munden. Måske de mange flashbacks tager lidt overhånd på et tidspunkt ⅔ inde i filmen, hvor de fortæller noget som vi allerede godt ved skete der for 20 år siden. Men det er en mindre ting synes jeg. Det fungerer ganske glimrende 95% af tiden. Uanset hvad, så er filmen ikke på noget nær samme niveau som andre non-liniære film for eksempel “Pulp Fiction” … “Fasandræberne” er altså til at følge med i 🙂

Nogle anmeldere fokuserer på at filmen er en “How-catch-em”- frem for en “Who-did-it”-film. Og det er jo sandt nok, at det at vi som publikum ved mere end hovedpersonerne ved, stiller særlige krav til instruktøren og hans arbejde. Men Hitchcock gjorde det med overvældende succes i (næsten) alle hans thrillere, og jeg synes faktisk også at Nikolaj Arcel gør det rigtigt godt … uden på nogen måde at antyde at han skulle være den nye Alfred Hitchcock 🙂

Mange skuespillere fra filmen kunne fremhæves, men specielt Kimmie (både i ung version – Sarah-Sofie Boussnina og i voksen version – Danica Curcic) skal fremæves her. De gør det begge to rigtigt godt. Sammenlignet med Sonja Richter fra “Kvinden i buret”, som var fad og kedelig, leverer de to versioner af Kimmie en langt bedre og mere troværdig præstation. Så kan jeg sagtens leve med at Kimme kan vaske 20 års liv på gaden af, med en enkelt tur i den lokale badeanstalt. Måske temmelig urealistisk, men nogen steder skal der jo hugges en hæl og klippes en tå, når så lang en bog  skal koges ned til 120 minutters film.

Det skal indrømmes, at jeg ikke gør så meget i danske film. Men jeg mener at det er en af de bedste danske film jeg længe har set. Nej, jeg bliver aldrig fan af Susanne Bier eller Lars (von) Trier…  Uden at have læst bogen, mener jeg helt klart at historien hænger godt sammen og det, sammen med de glimrende skuespilpræstationer, gør at det er lige før at jeg mener at det er den bedste danske film, i genren, siden Ole Bornedals “Nattevagten”, som jo så også fejrer 20-års jubilæum i dag. Jeg overrasker mig selv, og giver “Fasandræberne” 5 ud 6 mulige stjerner!

 

Bento

Jeg har været hos Bento mange gange, over 50. Det er et sted jeg altid vender tilbage til. Kvaliteten er høj og ligeså er prisen. Men man føler sig uhyre velkommen i den lille familiedrevede restaurant … vel og mærke drevet af tre generationer af en japansk familie. Bento ligger centralt, kun et par hundrede meter fra Hovedbanegården, i en sidegade til Istedgade. Samtidig ligger restauranten kun 5-6 minutter på gåben fra Imperial Biografen, så det er oplagt som før-biotur-restaurant 🙂

Det er altid en oplevelse at besøge Bento. Værten Ito er superflink, han er altid smilende og er som oftest god for en sjov bemærkning. Uki og Uki, som jeg mener at værtinderne hedder, er også uhyre flinke og servicemindede. Når man har får sine pladser, er det første man får, en brænden varmt lille håndklæde som man kan bruge til at friske sig selv op med. Bagefter får man en potteful rygende varm grøn te samt nogle snacks, i form af lune og letsaltede edamame bønner med bælg. Disse ting får man uanset hvad men sidenhen måtte bestille, og man kan altid få mere te.

Denne gang bastille vi en Big Double, som består af 26 pænt store stykker yderst delicat sushi. 26 stykker lyder ikke af så voldsomt meget, men med Misosuppen som følger med, bliver man fint mæt. Men ikke overmæt, hvilket man jo ikke skal være hvis man vil spise som en japaner :). Prisen for menuen er DKK 460,-, og det er ikke er så galt, den ypperlige kvalitet taget i betragtning. Vi valgte soft drinks til menuen i dag, nemlig Ramune (udtales Ramle), som koster DKK 30 pr flaske. Der er tale om Japans ældste soft drink (introduceret i 1876 – hvilket gør at den er 10 år ældre end Coca-Cola). Ramuneflasken her et ret så unikt design og måden flasken åbnes på er endnu mere unik (læs mere om Ramune på Wikipedia).

Som antydet, er Bentos sushi super frisk, yderst delicate og flot præsenteret. Man kan også bestille sushi, maki o.s.v. a la carte samt samt et lille udvalg af supper, salater og skøn makunouchi (hvis man ikke kan lide fisk). Der er derimod ingen desserter, men når man tænker på hvor lækker deres sushi er, kan man sagtens klare sig uden. Bento har også en lille cocktail bar som har åben indtil midnat (køkkenet lukker  22:00). De serverer flere lækre japanske cocktails, med japansk sprut i. Der er temmelig meget krudt i flere af dem, så bartenderen advarer klogeligt om at man ikke bare skal tylle dem ned, hvis man vel og mærke ønsker at benene ikke skal sparkes væk under en!

Hvad skal jeg sige? hvis du besøger København, skal du også besøge Bento! Så enkelt er det. Og du vil du ikke komme til at fortryde det … hvis du altså kan lide sushi 🙂

Web Site: http://www.uki.dk/

(P.S. Bento plejer at holde ferie i oktober, således også i år. De lover dog at have udviklet nogle spændende nyheder når de er tilbage igen i starten af november)

55° 40′ 16.83” N 12° 33′ 40.98” E

The Hundred-Foot Journey

(Hundredefodsrejsen)

Her har vi at gøre med endnu en af dette sommerhalvårs filmiske skuffelser. Helen Mirren, som ellers stort set aldrig skuffer, er godt nok kedelig i den her film som den franske snob Madame Mallory … eller er hun egentlig bare en engelsk snob, som gennem hele filmen taler med en belastende (påtaget?) elendig fransk accent?

Familien Kadam fra Indien dumper, via England, og efter at have drevet lidt rundt i Frankrig, ned i den idylliske lille landsby Saint-Antonin-Noble-Val, da bremserne i deres vogn endelig må give op. Familiens far beslutter sig, meget imod resten af familiens ønske, for at investere familiens penge i en nedslidt restaurant, som tilfældigvis ligger lige overfor madame Mallory’s Michelinrestaurant. Sønnen Hassan (Manish Dayal, som er en fremragende kok, forelsker sig i Marguerite (Charlotte Le Bon), som arbejder som kok hos Madame Mallory. Hermed er der lagt i ovnen til forviklinger, kærlighed, drama og intriger.

Well, problemet er så bare, at filmen er holdt på et så blødt feel-good niveau, at dramaet, forviklingerne, intrigerne og kærlighedshistorien aldrig rigtigt kommer ud over rampen, om jeg så må sige. Alle karaktererne, bortset fra en af kokkene hos Madame Mallory, som prøver at chikanere de nye naboer, og som straf prompte bliver fyret af Madame, er alt for søde, og totalt uden kant og landsbyen er alt for idyllisk og poleret. Selv Paris, som optæder i en form for indskudt 2½ akt, kommer til at fremstå alt for pænt, nærmest som en lang og meget lækker reklame for molekylær gastronomi og Noma (hvis man ser filmen med danske øjne).

At give en film med Helen Mirren to stjerner, ligner noget nær blasfemi, ikke desto mindre er det det jeg gør. Jeg kedede mig bravt. Måske hvis de havde skået 30 minutter af den to timer lange film, ville jeg have været en anelse venligere stemt … men næppe nok til at slæbe mig op på tre stjerner!

Nu må 2014 altså gerne snart komme med en en super-duper top-film. Det startede godt med “The Wolf of Wall Street” medio januar, men siden da har der ikke været meget at råbe hurra for. Vi må sørme håbe at Christopher Nolan ikke skuffer med “Interstellar” (premiere 6. november). Er det for meget at forlange at Chris instruerer sit femte mesterværk i streg?

Sin City: A Dame To Kill For

Denne anden film i Sin City-sagaen, minder temmelig meget om etteren. Det behøver så absolut ikke at være en dårlig ting, hvis man bygger videre på en succesfuld etter, hvad man så gør i dette tilfælde. Der mangler bare noget i den her film alligevel. Mange af damerne i filmen er “dames to kill for”, herunder også Ava (Eva Green) som er den i titlen omtalte ‘Dame’, men biljagterne er karikerede, præcis som i etteren, de mange mord er voldsomme og blodsprøjtende, præcis som i etteren og selv Miho (denne gang spillet af Jamie Chung) slår ihjel på sin overfede ninjamåde, præcis som i etteren. Ergo, det eneste nye er i min optik tilføjelsen af 3D, som ikke på nogen måde gør underværker for Frank Millers univers. Come on, Miller og Rodriguez har haft ni år til at lave denne toer … jeg havde forventet noget mere.

Store dele af castet i “A Dame To Kill For” er det samme som vi kender fra den oprindelige film. Herunder optræder Hartigan (Bruce Willis) flere gange i Nancys (Jessica Alba) fantasier. Han døde jo, som man måske husker i etteren. Man savner lidt Clive Owen og Brittany Murphy, men sidstnævnte kan jo af gode grunde desværre ikke være med! Eva Green gør egentlig en god figur … på mere end en måde 🙂 Alt i alt fejler castet ikke noget…

Jeg har flere gange oplevet at etteren, som jeg vitterlig var begejstret for, absolut ikke appellerer til størstedelen af den kvindelige halvdel af befolkningen. Jeg er temmelig sikker på at toeren ikke ændrer på dette. Jeg mistænker at det skyldes at tegneserier, som Sin City jo bygger på, i langt højere grad er til drenge / mænd, end til piger / kvinder. Det gælder så nok i endnu større grad, når vi snakker mørke og voldelige tegneserier som dem Frank Miller laver. Og at kvinderne i denne her film, selv luderne i Old Town, er topsexede, og basalt set kun bliver set som noget der skal bolles, samt at filmen ikke indeholder noget chick-flick romantik, gør naturligvis også sit til at kvinderne ikke kommer til at strømme ind og se denne film.

Det er dog, som det jo så ofte før er set, alligevel Ava som på mange måder er den mest magtfulde person i filmen. Hun kan sno (næsten) alle mændene i filmen om sin lillefinger og få dem til at dræbe hinanden (og begå selvmord) når de bliver viklet ind i hendes komplicerede med veludtænkte spind.

Det helt store problem for mig er, at filmen cirka midtvejs begynder at føles lidt ensformig. Både fordi at det er så mange sammenfald med etteren, men også fordi den ikke liniære form som handlingen foregår i, og som både Rodriguez og hans partner in crime, Tarantino jo er ret så kendte for, efterhånden er blevet så almindeligt, at det kun i begrænset omfang tilføjer filmen noget nyt … i den her film virker det vel nærmest irriterende. Var du vild med “Sin City”, skal du også se “A Dame To Kill For”, om ikke andet for at være klar til treeren, som der i den grad er lagt op til 🙂 Så efter grundig overvejelse, kan jeg kun nå op på tre stjerner. Det kan måske synes som en lidt hård dom, men sådan har jeg det med filmen her dagen efter…

Joe

Sort i sort med sort på … beskriver vel umiddelbart meget godt begivenhederne i denne her film. Og det er så ikke sort humor jeg snakker om her, snarere det dimentralt modsatte…

Joe (Nicholas Cage) som er leder af en gruppe, hovedsageligt afroamerikanske, folk som arbejder, et eller andet sted i midt-vesten (hill-billy land) med at slå ‘ubrugelige’ træer ihjel, således at der kan plantes fyrretræer, som der kan tjenes penge på, på området i stedet for. En dag dukker den 15-årige Gary (Tye Shridan) op, og han får et job som ‘trædræber’ hos Joe. En form for venskab opstår mellem Joe og Gary, for selv om Joe ikke ligefrem er nogen mønsterborger, er han dog et langt bedre menneske end Gary’s alkoholiserede og totalt afstumpede far, Wade (Gary Poulter).

Som antydet i indledningen, er det her ikke nogen feel-good film, men noget der vel bedst kan betegnes som værende socialrealisme, dog ikke af den humoristiske slags, som den vi kender fra f.eks. Mike Leighs film, men som socialrelisme ‘the american way’; voldeligt, barskt, beskidt og uden nogen som helst  formildende omstændigheder. Miljøet som handlingen foregår i, er virkelig trøstesløst og faldefærdigt, men stemmer vel egentlig ret præcist overens med virkeligheden her i 10’ernes midtvesten … et område som ligger på dødens rand, hvis det da ikke allerede er dødt.

Musikken bliver brugt, som i stort set alle film, til at forstærke handlingen i filmen. Til tider synes jeg faktisk at den bliver misbrugt en smule. Generelt er musikken meget høj, på grænsen til at overdøve dialogen til tider. Det virker overvejende godt, til, på en sær måde, at forstærke følesen af den mismod som gennemsyrer filmen. Men til tider kommer det til at mudre billedet lidt for undertegnede. Som om at musik og billeder fortæller to forskellige historier. Det er muligt at instruktøren (David Gordon Green), har haft en mening med dette, som så bare er undgået min opmærksomhed!

Billedsiden er der ikke eksperimenteret så meget med. Det er lige på, også når nogen af ubehagelighederne foregår. Så udover lidt filtre til at understrege forfaldet, er der ingen fancy kameravinkler eller andet pjat. Og det passer passer vel egentlig meget godt til filmens tema. Tempoet i filmen er meget gelinde, i begyndelsen nærmest søvndyssende, og  der er så også kun meget få hurtige klip.

“Joe” er så absolut Nicholas Cage’s bedste film i lang tid. Er han på vej tilbage på sporet? Jeg håber det, for jeg kan egentlig godt lide ham som skuespiller! Den unge Tye Sheridan spiller også eminent, som han også gjorde det i “Mud”. Det skal indrømmes at jeg ikke rigtigt kender resten af castet, men de spiller allesammen, det gælder også hundene, temmelig godt.

Man forlader sgu ikke ligefrem biografen i opløftet sindstilstand. Men filmen har absolut masser af kvalitet alligevel. Helt op og ringe kom jeg dog ikke, så fire stjerner ud af seks mulige bliver det til.

Før filmen fortalte filmanmelder på Information, Christian Mongaard, om hvorledes han griber sine filanmeldelser an. Dybest set ikke den store forskel til hvordan jeg normalt griber det an, men da han jo er en af de store danske anmeldere, på mere end en måde, har jeg skævet til hans tjekliste i ovenstående anmeldelse.

Dawn of the Planet of the Apes

(Abernes Planet: Revolutionen)

“Dawn of the Planet of the Apes”, fortsætter hvor “Rise of the Planet of the Apes” slap. Abeinfluenzaen, som vi jo så sprede sig til hele verden i slutningen af “Rise…”, har dræbt flere milliarder mennesker. Her 10 år efter at Caesar flygtede ud i friheden, lever hans flok af chimpanser, gorillaer og orangutanger lever i bedste velgående i de skovrige egne nord for Golden Gate Bridge. Det samme kan ikke siges om de overlevende i San Francisco. Byens infrastruktur er gået helt i stå, og de overlevende bor sammen, under ledelse af Dreyfus (Gary Oldman) i en stor bygning i downtown. De har brug for elektiricitet, da de gamle generatorer er ved at være færdige. Den eneste løsning på det problem, er at prøve at få dæmningen nord for Golden Gate til at producere strøm igen. Men det betyder at de må begive sig ind på abernes domæne.

Dette bliver selvfølgelig starten på en eskalation af konflikten mellem menneskerne og aberne. Kan aberne stole på menneskerne og vise versa? Naturligvis er sagen ikke sort/hvid, venskaber og fjendskaber opstår, og så er handlingen for alvor igang.

Aberne her i efterfølgeren er helt fantastisk godt lavet. Det er CGI i topklasse! Om de svinger sig i granerne i Redwoods National park eller om vi ser dem tæt på, når de f.eks. udtrykker følelser overfor en nyfødt unge, så ser det hammergodt ud. Samtidig har den dystre stemning fra “Rise…” fået endnu en tak nedad, om jeg så må sige. Alt er gråt i gråt, specielt for menneskene. Det er ikke ligefrem en feel-good movie. Det er heller ikke nogen aktionfilm, som sådan, men der er dog en temmelig flot abe mod abe kampscene på toppen af en ikke færdigbygget skyskraber, som er temmelig imponerende. Det er så absolut aberne der bærer denne film, dog er Gary Oldman fin som den noget stridslystne leder, mens de andre (for det meste ret anonyme) skuespillere ikke leverer noget ud over det jævne.

Filmen er absolut ikke ringe, men den lever ikke helt op til mine temmelig store forventninger. Kunne du lide “Rise of the Planet of the Apes”, er “Dawn of the Planet of the Apes” dog absolut en must-see. Og allerede nu kan de se frem til den tredje film i denne anden reboot af historien om abernes planet. Fire store stjerner (ud af seks)  får den af mig 🙂

Edge of Tomorrow

Mayor Cage (Tom Cruise) ankommer fra USA til London hvor han, som observatør, skal deltage i UDFs (United Defence Force) afgørende slag mod the Mimes, nogle megagrimme og superhurtige aliens, som er ved overtage Europa. UDF er sikre på at de er ved at have overtaget i kampen, så russerne og kineserne er på vej fra øst, skandinaverne fra nord og så naturligvis Englænderne fra vest, som, med amerikanernes hjælp, vil indsætte deres styrker ved nordmandiets kyst. En styrke der består af tusindevis af tungtbevæbnede exoskeleton-klædte tropper, som ankommer i den allernyeste generation helikoptere og er mere end klar til at give Mimikerne (som de bliver kaldt på dansk) en røvfuld.

Cage har kun befundet sig på engelsk grund i få minutter, før end alt går galt for ham. Det korte af det lange er at Cage, meget mod hans vilje, kommer til at deltage med resten tropperne direkte i frontlinjen. Før han drager afsted i kamp, bliver han dog gjort opmærksom på den soldaten Rita (Emily Blundt), som har opnået mytisk status, fordi hun er den soldat der  øjensynligt næsten er kommet under huden på Mimikerne og måske har koden til hvordan de endeligt kan besejres.

Da landgangen skal til at begynde, går tingene for alvor galt. Indenfor få minutter er alle fra Cages kompagni slået ihjel. Cage når lige at møde Rita, før han også, og hun, selv bliver sprængt i stumper og stykker…

“Live. Die. Repeat.”, som filmens tagline siger! Jeg siger ikke mere om filmens handling her. Men hvis man godt kan lide lidt seriøs krigsaktion, uden for mange pauser til at tænke over hvor implausibel filmens handling egentlig er, så er man definitivt ikke gået galt i byen. Der bliver smadret aliens og soldater til den helt store guldmedalje. Det er fuldt skrald på Imperials Dolby Atmos lydsystem og 3D-effekterne er såmænd også OK. Dog er det i denne film, som med stort set alle 3D-film jeg har set, at efter 20 minutter har jeg egentlig glemt alt  3D-halløjet. Så for min skyld kunne de egentlig godt droppe 3D, men må meget gerne beholde Dolby Atmos, da det gør langt mere for filmen, i mine øjne/øren!

Det skal da indrømmes at jeg blev ret så meget grebet af effekterne, at jeg ikke lagde voldsomt meget mærke til hverken Cruises eller Blundts skuespil, men kan kan da konstatere af Emily stadig ser top-nuser ud 🙂 Bill Paxton og Brendan Gleeson var også med, og den udmærkede Irske skuespiller (Gleeson), var måske i virkeligheden den der gjorde det bedst? Nuvel, jeg var temmelig godt underholdt i de to timer filmen varerede. Fire store stjerner fra jeres favoritanmelder 🙂

Godzilla

Denne 2014-version af filmen om det STORE monster er væsentligt mørkere og mere rå end versionen fra 1998, og det er absolut ikke nogen dårlig ting. Umiddelbart synes jeg at denne udgave minder mere om den originale japanske ‘Godjija’.

Selvfølgelig er filmen totalt blottet med nogen som forbindelse med det virkelige liv, og desværre holder Juliette Binoche kun i 10 minutter, men som godt et par timers uforpligtende underholdning på sådan en regnfuld mandag eften, holder den absolut. Dog skal jeg være hurtig og indskyde, at man kan lige så godt undlade at investere i en 3D-visning, da det efter min vurdering ikke tilføjer filmen noget som helst!

Historien starter på Philippinerne i 1998, hvor nogle dinosaurforsteninger, eller er det nu også forsteninger, findes! Herefter bevæger historien sig mod øst og Japan, Hawaii og til slut San Francisco, hvor det store opgør finder sted! Undervejs bliver tusindevis af soldater og civilister slået ihjel i tsunamier, sammenstyrtede bygninger, broer og andre konstruktioner samt selvfølgelig af Godzilla og hans (er det en han) modstandere 🙂

Skuespilspræstationerne er so-so, og udover Binoche, er castet ikke ligefrem proppet med de store kapaciteter på området. Effekterne er heller ikke ligefrem superfantastiske, og oven i det foregår meget af handlingen i skummelt mørke samt i røg og damp, så det hele er ærligt talt sådan lidt inkognito 😉 Nuvel, vi var egentlig godt underholdt så længe det varede, så den får fire bittesmå stjerner, for jeg tvivler ærlig talt på at vi kan huske meget af filmen om en uge 😀

Non-Stop

Suk Liam, det kan du gøre bedre! Ikke at hver Liam Neeson eller Julianne Moore spiller totalt elendingt, men de virker nu godt nok temmeligt uinspirerede. De har nu heller ikke så meget at gøre godt med, for historien er ikke specielt godt skruet sammen, og man føler at man har en idé om hvordan historien vil forløbe, efter man har set de første 15 minutter. Vi har set det hele før, og vi bliver ikke bare det mindste overraskede undervejs.

Bill Marks (Liam) er en air-marshall med problemer (alkohol, ægteskab etc.) som skal flyve fra USA til UK, som almindelig passager. Her møder han den lidt specielle Jen Summers (Moore), som han kommer til at sidde ved siden af på første klasse. Kort efter starten modtager Marks en SMS, som siger at han skal sørge for at USD 150 mio skal overføres til et givet kontonummer, ellers vil den første passager dø om 20 minutter… Under dette pres må Marks, som ingen rigtigt tror på, finde afpresseren og blive dagens helt 🙂

Minder lidt for meget om en “made for TV”-movie. Scorer mega-højt på ‘urealistisk’-barometeret! Lidt for meget sødsuppe-amerikaneri og klichésuppedas. Har absolut sine momenter, men er alligevel alt for meget et metervareprodukt. Og slutningen er decideret kvalmende.

Nuvel, jeg er i det gavmilde hjørne, og giver alligevel filmen tre ud af seks mulige stjerner. Nok mest fordi at jeg nu alligevel mener at Moore og Neeson er nogle ret OK skuespillere!

UPDATE: Man sidder altså godt i den (relativt) nye Atlas Bio i Rødovre Centrum, sal 5 – med VIP treatment. Vel ikke helt de DKK 169 pr. snude værd, men alligevel ganske rart sidde i superbrede elektriske lænestole med ultrabrede armlæn, at få serveret en drik (vin, øl, vand) og slik (en dåse Islandske Johan Bülow A-kopier – Islændingene kan faktisk også godt det der lakrids/chokolade-noget) samt at være garanteret en popcornfri filmnydelse 🙂

The Grand Budapest Hotel

Ufatteligt at Wes Anderson har kunnet samle alle disse normalt gode skuespillere til denne, dybeste set, lille og alt for pjattede film. Vi snakker immervæk om navne som Ralph Fiennes, Bill Murray, Jude Law, Tilda Swinton, Harvey Keitel med mange flere. Det kan næppe være lønnen der har trukket…

Egentlig kan jeg godt lide den de første 30-40 minutter af filmen, hvor vi lærer hoteldirektør M. Gustave (Fiennes) og forfatteren (Jude Law / Tom Wikinson) som binder hele historien sammen fra nutiden og tilbage til WWI. Andersons meget stiliserede men samtidigt farverige univers fungerer godt. Og måden han leger med billedformatet til at illustrere hvor vi befinder os, rent tidsmæssigt, er sjovt fundet på. Og castet spiller heller ikke ligefrem elendigt.

Men så halvvejs inde i filmen, da M. Gustave og Zero (hans nye Bell Boy) må flygte fra tyskerne gennem de snedækkede bjergegne, både på ski, i bobslæde, med tovbane etc., et eller andet sted i østlige europa, kammer filmen over og bliver til ren tegneserie/fim med tilhørende indslag der snerper, men kun snerper, hen imod Storm P’ske indfald, bliver det hele altså lidt for åndet at se på, og det var så tæt på at jeg var lige ved at tage mig en blunder 🙂

Well, første akt og sidste akt, gør at filmen er til at holde ud, men mellemspillet ødelægger altså fornøjelsen. Jeg ved ikke helt om det var et spørgsmål om at for mange kokke (gode skuepillere) fordærver maden, eller om det bare var Anderson der ikke magtede opgaven… Jeg hælder mest til det sidste! Desværre tror jeg altså ikke at den kan få mere end tre stjerner af undertegnede 🙂